decoration decoration decoration
decoration
leaf leaf leaf leaf leaf
decoration decoration

De 4 ansigter.

LeA, er mit logo. Jeg bruger det til at skrive på mine hjemmelavede ting, jeg mangler dog stadig at få lavet symærker med logoet til mine sy-, strikke- og hækleprojekter. Bogstaverne er mine initialer, Lisa Eriksdatter Asferg, det lille “e” er for at det adskiller sig fra mængden og fordi det er nemmere at få pænt når jeg graverer glas og arbejder med træ. LeA er mig og det jeg laver. Her er også plads til sang og musik, der er plads til mit arbejde, god mad og træning.

Asferg, er mit brugernavn som geocacher og dermed mig som naturnørd. Jeg er også live rollespiller (når jeg har tid) og har min egen lille vikingefamilie. Asferg er også en del af mit ophav, her hører familien til, det er også for det meste, dem jeg cacher sammen med. Mine venner og min vikingefamilie er nogen jeg nyder naturen og udelivet sammen med og de hører også til her. Jeg har også en lille altanhave mm. og tager på ferie engang imellem, det er også at finde her.

Alvilda, heksen Alvilda Lind, sysler med en masse forskellige ting, laver salver og olier, har en shamanistisk tilgang til livet og verden, samler på smukke sten og laver ting i træ og meget andet. Et sted at gå på opdagelse i en alternativ og naturlig verden, den spirituelle verden og livet i almindelighed. Her er der også lidt om sommerlejr, markeder og lignende jeg er med til, det er begivenheder der står højt på min liste med oplevelser. Her er der også plads til min vikingefamilie, simpelthen fordi det meste her er noget vi har til fælles.

Mafalda, er mit brugernavn på håndarbejdsforaer, som jeg måske ikke bruger så meget mere, nu hvor vi har facebook, men navnet hænger ved. Mafalda er håndarbejdsnørd og har mange interesser. Der er glasgravering og træarbejde, der er syning af dagligdags tøj og vikingetøj, broderier og håndsyet patchwork (bla. amerikansk håndsyning) og naturligvis mine gode gamle interesser hækle og strikke. Derudover er der male, tegne og sjove gadgets i pap, genbrugsidéer, fornyelse af hjemmet og en masse andet gejl. Går du på opdagelse her så fortvivl ikke hvis en dag du glemmer tiden, for det er du ikke ene om når det gælder kreative sysler og andres gode idéer!  Og så er der jo et af årets højdepunkter gemt i denne fane, mere om det senere.

loading
×